søndag den 9. februar 2014

Daddelkugler

Jeg er typen, som ALTID er lækkersulten og i den grad er afhængig af sukker. Desværre. Jeg burde mindst veje 100 kilo taget i betragning af de mængder af chokolade, vingummi, lakrids, kage, pålægchokolade mm., som jeg dagligt sætter til livs. Det gør jeg heldigvis ikke, men alligevel irriterer det mig, at det er sukkertrangen, som styrer mig - og ikke omvendt. 
Jeg har derfor længe søgt efter sundere, sukkerfrie alternativer, som kan tilfredsstille den søde tand - for lad os bare være enige i, at en gulerod ikke gør det særlig godt. Så da den søde Mille for få uger siden præsenterede opskriften på søde daddelkugler her, måtte jeg straks i køkkenet. 
Jeg fulgte Milles opskrift, dog havde jeg ikke andre nødder i huset, så jeg brugte udelukkende mandler. Desuden blev massen meget fedtet, så jeg brugte lidt mindre kokosolie, og endelig rullede jeg dem i både kokosmel og hakkede mandler. 
Jeg må indrømme, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt de små søde kugler kunne erstatte en god plade chokolade, men MUMS hvor var de LÆKRE!
Så sig hej til min nye afhængighed: daddelkugler.



lørdag den 8. februar 2014

Her er så stille nu...

Jeg havde ikke håbet, jeg skulle skrive det igen, men der er stadig stille. I 2 måneder har jeg ikke skrevet så meget som et lille bogstav. Øv. Jeg har længe overvejet, om jeg vil holde liv i bloggen, hvad jeg vil med bloggen osv. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg har behov for et sted, der er mit, hvor jeg kan læsse tanker, sjove ideer mm. af. Dette har egentlig altid været intentionen med bloggen, og den skal bevares. 
For at hjælpe mig selv på vej har jeg besluttet at lave et lille indlæg hver dag i vinterferien (bare et lille-lille-bitte et), og det første følger i morgen: stay tuned.